Skaarupøre Vingaard
Atmosfære, ro og harmoni
Vinbondeparret Bente og Carsten fremstiller sprøde, økologiske vine og æblechampagne. I to
gigantiske, stråtækte vintønder har de indrettet butik og café, hvor deres vanvittige idé om en
vingård i Danmark udfolder sig. Tønde-etablissementet er omgivet af æbleplantager og frodige
marker med 2.500 vinstokke, hvor harmonier og skønne frugter dyrkes og høstes. Vinetiketten
giver den korte instruks: ”Bør nydes”, hvilket også gælder et besøg hos de sydfynske
vinbønder, der tillige er Danmarks første Demeter-godkendte vingård.





